Denne konklusion er udarbejdet på baggrund af +20 telefoninterview med fysioterapeutiske klinikindehavere. For at kunne kvalificere undersøgelsen er klinikindehaverne blevet bedt om at besvare de samme spørgsmål udformet i et interviewskema, der undervejs i samtalen er blevet udfyldt af intervieweren. Skemaerne er efterfølgende blevet sammenholdt.

Spørgsmål 1-5 kvantificerer undersøgelsen ud fra klinikkernes geografiske placering, alder på interviewperson, uddannelsesår, antal år som klinikejer samt antal ansatte/indlejere.

• Geografisk placering: Nordjylland, Midtjylland, Sydjylland, København, Nordsjælland, Midtsjælland, Fyn midt og vest.
• Alder: 40-58 år
• Uddannelsesår: 1989 til 2004
• År som klinikejer: 3 til 24 år
• Antal ansatte/indlejere: 3 til 26 (en har dog ikke ansatte mere, men har tidligere haft 3)

Spørgsmål 6: Hvor ligger din passion i dit daglige arbejde?

Respondenternes passion i det daglige arbejde spænder vidt. Deres tilgange til faget er meget forskellige qua deres baggrunde og egne historier. De fleste indehavere er meget optaget af en-til-en behandlinger og at kunne gøre en forskel for det enkelte menneske. I tæt løb med behandlingerne ligger et ønske om at gøre klinikken til en sund forretning.

Spørgsmål 7 og 8: Hvordan vil du gerne, at omgivelserne oplever dig og din klinik? Hvordan vil du gerne have, at fysioterapifaget fremstår?

Klinikindehaverne har et ønske om at have et godt renommé blandt patienterne og/eller i lokalområdet. Blandt de fleste er det først og fremmest ønsket om anerkendelse for det faglige arbejde, der bliver nævnt, dernæst at blive anerkendt for et bredt menneskesyn og at kunne favne det hele menneske.

Enkelte udtrykker, at de ikke ønsker at blive betragtet som ”en pengemaskine”.

For fleres vedkommende er de signaler, som de gerne vil sende til patienterne/lokalområdet, ikke det samme, som de fremhæver i relation til kollegerne/branchen/andre klinikker.

Fælles for alle er, at de kan beskrive deres ønsker for renommé i overskrifter, men ingen beskriver deres klinik ud fra det menneske og den person, de hver især er.

Det kan også undre, at de forhold, som klinikkerne gerne vil være kendt for blandt patienter og lokalområde, ikke er de samme som overfor kollegerne/andre klinikker. Er det et udtryk for, at klinikkerne ikke vil stå inde for sig selv?

Hver eneste respondent brænder for vores fag, vil noget og har noget på hjertet. De giver udtryk for at være ambitiøse, men det er, som om vingerne er blevet stækket, og den energi/ressource, vi gerne vil øse ud over vores fag, sidder fast. Dette kommer til udtryk ved, at nogle er blevet frygtsomme og handlingslammede, andre igen kyniske eller opgivende.

Som branche vil vi gerne være lige så kendte som kiropraktorerne, og som nogle tilføjer: ”med hjertet placeret det rette sted”. Kiropraktorerne er hos patienterne kendt for knæk og bræk; den identitet skal vi ikke kopiere, da det blot er en del af vores værktøjskasse. Vi skal i stedet finde vores egen og helt personlige identitet, men hvis vi som fysioterapeuter ikke føler os værdifulde (nok) til at tage en tidssvarende betaling for vores behandlinger, så vil patienterne heller ikke opleve, at vores arbejde er værdifuldt. Med andre ord skal vi finde så meget styrke i os selv, at vi tør gå ud i verden og fortælle, hvad vi står for, og hvem vi er.

Men det er ikke kiropraktorerne, der er vores største trussel længere. Det er de karismatiske mennesker med korte eller længere uddannelser, der kan tale det sprog, som det almindelige menneske i dagens Danmark taler, når vi beskæftiger os med sundhed, krop og helbred. De kan noget, som i vores branche er en uskreven lov…..Vi vil ikke følge og tale det sprog og kende den verden, vores patienter kommer fra – det er en afsmitning fra den lægelige verden, der qua deres videnskabelig tilgang har sat sig selv op på en piedestal.  

Fysioterapeuter har aldrig været så veluddannede, som de er i dag. Undersøgelsen viser tydeligt, at manglende selvværd og utilstrækkelighed forsøges fjernet ved at tage på faglige kurser eller flere uddannelser. Men det er ikke det, der giver os selvværdet tilbage, eller det, som gør os til en værdig behandler. Selvfølgelig skal der værktøjer i værktøjskasse, så vi har tilstrækkelig med redskaber til at kunne håndtere så mange situationer som muligt. Det er imidlertid ikke de faglige kurser i sig selv, der giver os troen på eget værd og stoltheden i branchen tilbage. Det er ikke de faglige kurser, som giver os følelsen af værdi, som får os til at tage en passende betaling for vores ydelser. Selvværdet og stoltheden må der (nødvendigvis) arbejdes med på en anden måde. Det kræver en uendelig stor indsats af en enkel fysioterapeut at finde sit eget værd, når branchen som helhed ikke har et anerkendende syn på sig selv.

Spørgsmål 9: Hvilke udfordringer har du som klinikindehaver? Hvordan håndterer du dem?

De seneste mange års udvikling har været en kæmpe udfordring for alle. Det har krævet sin mand/kvinde at komme helskinnet igennem. Desværre slutter udviklingen ikke her. I besvarelserne bliver udfordringerne listet op, og hvordan de fleste klinikker har håndteret af udfordringerne, må næsten tage pusten fra enhver – man kan ikke undgå at tænke, hvor længe det mon kan blive ved på samme måde.

Rigtig mange fysioterapeuter har glemt, at vi selv blot er mennesker ligesom vores patienter. Rigtig mange behandler ikke sig selv tilnærmelsesvis lige så godt, som vi mener, vores patienter skal behandle sig selv. Ophobningen af udfordringer kommer qua regionernes krav, uklare og skiftende retningslinjer fra DF og regionerne, bureaukrati og kontrol, administration, omfattende arbejdsgange i forsikringsselskaberne, økonomi og mangelende forståelse fra omgivelserne for positionen som klinikindehaver.

Udfordringerne håndteres ved at tage en dag ad gangen, planlægning og flere arbejdstimer. Respondenterne har enten ikke tiden til at gå ind i det politiske arbejde eller tror ikke på, at det vil ændre forholdene.

Det kan være svært at se, hvordan vi fortsat skal kunne håndtere flere og flere opgaver i en i forvejen hårdt pakket hverdag. Derfor er det er en nødvendighed at lægge om, ændre retning og give os selv et frirum. Det skal bruges til at lade blikket gå indad, så den enkelte kan finde sin styrke og værdighed. Det er her, vi sammen finder vores berettigelse, som vil påvirke hele fysioterapifaget – til at rette ryggen, løfte blikket og feje frygten til side.

En anden følge af de seneste mange års udvikling ses i, at der i undersøgelsen peges på, at vi som fysioterapeuter holder os selv fast i en bestemt måde at tænke fysioterapi og behandling på. Vi er blevet fagligt frygtsomme og holder fast i en identitet, som ikke er tidssvarende, ej heller værdig for den enkelte fysioterapeut, som alle hver for sig har så meget at byde på. Den snigende følelse af utilstrækkelighed har muligvis endda fortættet vores tro på fagets tilstrækkelighed.

Spørgsmål 10: Hvad var årsagen til, at du i sin tid valgte at blive fysioterapeut?

Her ser vi tråden til respondenternes passion for faget. Svarene er meget entydige med årsager som at gøre en forskel for mennesker og interesse for kroppen. Pudsigt synes det, at ingen svar går på sundhed og helbred. Er det mon en afsmitning fra den lægelige, medicinske verden med symptombehandling alene fremfor også at arbejde med forebyggelse?

Spørgsmål 11 og 12: Hvad frygter du mest, når du ser 5-10 år frem i tiden (klinikrelevant)? Hvilke klinikrelevante temaer kan holde dig vågen om natten?

Spørgsmål 11 om frygt er bevidst ledende. Her svarede ingen imod, tværtimod kender alle frygten. Den går primært på de økonomiske forhold, herunder afskaffelse af ydernummersystemet, kommunernes overtagelse af 62’erne og udefrakommende pengeaktører, der vil overtage markedet. En enkelt nævnte også frygten for, at medarbejderne vil miste motivationen grundet de mange ’on-going’ nye retningslinjer og tilpasninger.

Frygten er bestemt ikke ubegrundet, men den er skabt på et falsk grundlag, hvor vi har pakket os selv ind i offerrollen. Sammen kan vi vende frygten til konstruktivt overskud og ressourcer, hvis vi genvinder vores respekt og værdighed.

Spørgsmål 13: Hvad drømmer du om? Hvis alt var muligt, hvordan ville kliniklivet så se ud?

Svarerne er meningsfulde, selvom de fleste også her spinder en usynlig tråd til fortiden. Svarerne er dannet på baggrund af det velkendte; det som var engang med et politisk ’touch’: ”at der ikke kommer alt for mange ændringer, der forstyrrer det daglige arbejde”, ”at vi får skabt et godt system og bibeholder den vederlagsfri ordning” og ”et fornuftigt vederlag, så vi kan indfri omgivelsernes forventninger”.

Ganske få svar indeholder visioner, der rækker fremad til den nye tid, vi står overfor: ”masser af åbenhed og deling, tværfaglighed og deling på tværs af geografi og fag” og ”et fysioterapeutisk fællesskab baseret på etik, vores rødder og det, vi er gode til”.

Spørgsmål 14: Hvad tror du, der skal til for at opfylde dine drømme om kliniklivet? Er der noget, du selv kan gøre?

Igen trækker svarerne her tilbage i tiden med det hyppigste svar: ”Politiske ændringer, der kan give os gode forhold”.

På underspørgsmålet om, hvad de selv kan gøre, kommer der ikke meget. En siger, at vedkommende ikke har tid til politisk arbejde, mens to andre svarer, at der brug for nytænkning og et nyt fællesskab, men altså ikke noget om, hvad de selv kan bidrage med. Fraværet at input omkring eget bidrag hænger i høj grad sammen med det stigende antal udfordringer, som respondenterne peger i spørgsmål 9, og det pres, de oplever i hverdagen. Der er således ikke overskud til innovativ og selvstændig handlen, men det bliver vi nødt til, hvis vi som fag og profession ikke skal uddø.

Konklusion

Resultatet af undersøgelsen viser tydeligt, at vi befinder os i et limbo og at det nuværende ”system” er utilstrækkeligt. Det er meget nemt at pege bagud og på alle de ting, der er gået galt. Jeg vælger at fokusere på den finger, der peger tilbage på mig selv og på, hvad det er nødvendigt at gøre fremadrettet.

Undersøgelsen viser også, at det er bydende nødvendigt at udfordre nogle af de principper, der definerer essensen i, hvem vi er, og hvad vi står for – hvis vi skal overleve som fag. De første mange år af min fysioterapeutiske karriere har jeg været stolt af min uddannelse. For vi kan så meget! I ingen andre fag har du mulighed for at få så stor spændvidde på så godt og solidt et fundament.

Alligevel er det lykkedes os som uddannelse og fag at spænde ben for os selv. Dels fordi vi har ladet os lulle os selv i søvn med en arrogance omkring vores faglighed og ikke løbende tilpasset os efterspørgslen hos patienterne. Dels fordi vi qua mængden af daglige udfordringer har ladet os lede med skyklapper på uden blik for, hvad vi hver især og i fællesskab kan bidrage med. Sidst, men ikke mindst har vi glemt at tage hånd om os selv som menneske og således ikke holdt fast i vores styrke og værdighed.

Det er mit store ønske, at vi genopretter vores faglige stolthed tilpasset patienternes behov i fremtiden, og at vi finder de ressourcer frem, som endnu ikke har set dagens lys, og integrerer dem i vores fælles identitet.

Mit tilbud til dig er således at blive en del af et nytænkende, positivt fysioterapeutisk fællesskab, hvor vi har fokus på en positiv udvikling, den gode forretning, kollegial loyalitet og ikke mindst styrkelse af fagets og klinikkernes renommé.

Se mere om vores forløb for dig ved at klikke her – jeg glæder mig til at byde dig velkommen.